| 
             Der findes ikke en officiel definition
            for hvordan en fotograf skal agere, hvis han/hun ønsker
            at producere sine fotos på den mest miljøvenlige
            måde, men på en amerikansk hjemmeside har jeg fundet
            nedenstående tekst, som jeg har oversat og tilrettet så
            den passer til danske forhold. 
            Digitale fotos skal ikke fremkaldes
            og fikseres i kemiske bade, og det er i sig selv et kæmpe
            stort plus for fotografernes arbejdsmiljø. Men digitaliseringen
            har ikke kun givet en forbedring af arbejdsmiljøet. Det
            sparer også det ydre miljø for de brugte kemier,
            herunder sølv- og klorholdige blegemidler. Derudover har
            digitaliseringen af fotografiet også medført en
            stor reduktion af papirforbruget til papirkopier. 
            Men træerne vokser ikke
            ind i himlen, digitale kameraer, computere og andet digitalt
            tilbehør bruger strøm. Og den teknologiske udvikling
            løber meget hurtigt, det gør, at udstyr bliver
            forældet førend det er slidt op, og produktionen
            af nyt udstyr skaber problemer for miljøet der hvor det
            produceres, og det er ofte på store fabrikker i Kina og
            andre Østasiatiske lande 
            Men der er heldigvis flere måder,
            hvorpå man som digital fotograf kan være med til
            at gøre verden lidt grønnere. 
            13 gode råd til at blive en grønnere
            fotograf 
            1. Hold styr på el-forbruget 
            Når man fotograferer digitalt, er det altafgørende
            at have styr på el-forbruget. Hver eneste kilowatt-time
            producerer 0,6 kg drivhusgas, som forårsager global opvarmning.
            Brug energimærket udstyr og sluk for computeren og andet
            udstyr, når det er muligt, eller sæt computeren på
            vågeblus. Det samme gælder skærm, printer og
            scanner. Invester i en energimåler for at holde styr på
            el-forbruget. 
            2. Vælg grøn
            energi hvis det er muligt 
            Et digitalt fotostudie - med Mac Pro computer, Epson Stylus Pro
            printer og et nyere Nikon, Canon eller Fuji kamera - bruger mange
            tusinde kilowatt-timer i løbet af et år. Nogle elselskaber
            tilbyder el der kommer fra bæredygtige kilder, der ikke
            forurener mere end højst nødvendigt. Hvis det er
            muligt, så brug elektricitet, der kommer fra solceller
            eller vindkraft. Den koster måske lidt mere, men det gør
            en stor forskel i den sidste ende. 
            3. Genbrug mest muligt 
            Selv et digitalt fotostudie bruger papir, som udgør op
            mod en tredjedel af vort samlede affald. Genbrug hver en stump
            papir. Når du køber papir så vælg genbrugspapir.
            Produktion af genbrugspapir forbruger kun to tredjedele af den
            energi, som det koster at fremstille nyt papir. Genbrug blækpatroner
            (mange forretninger og postordrefirmaer giver penge for de brugte).
            Brugt elektronisk udstyr indeholder mange stoffer, som er meget
            skadelige for miljøet, så aflever altid brugt elektronik
            til kommunens modtageplads, som sender elektronikskrot videre
            til genindvinding. 
            4. Arbejd lokalt 
            Det koster energi at flytte sig fra sted til sted, og op mod
            en tredjedel af det samlede energiforbrug går til transport.
            Rejser med bil og fly koster penge og producerer store mængder
            CO2. 
            5. Køb CO2-kvoter 
            Hvis du ikke kan blive hjemme i dit arbejde, så kan du
            købe dig aflad for dit CO2-udslip. Du kan enten købe
            nogle CO2-kvoter. Men du kan også vælge at købe
            nogle anparter i en vindmøllepark, på den måde
            er du med til at fremme et projekt, som reducerer udslippet af
            drivhusgasser. 
            6. Hold på varmen 
            Efterisoler og brug energisparepærer i dit fotostudie,
            skru gerne en grad eller to ned for varmen om vinteren. Og overvej
            at investere i en varmepumpe, det sparer atmosfæren for
            rigtig meget CO2. 
            7. Sluk og hiv stikket ud 
            Elektronik på standby transformatorer der bare sidder i
            stikket forbruger masser af unødvendig el, som belaster
            miljøet uden at bidrage med noget. Gør det derfor
            til en vane at slukke for disse apparater, når de ikke
            er i brug. Sørg altid for, at det lille grønne
            eller røde standby lys er slukket! 
            8. Hold øje med kemierne 
            Hvis du stadig bruger dit mørkekammer. Så anvend
            kun kemikalier, der er dokumenteret miljøvenlige og biologisk
            nedbrydelige - eksempelvis Kodaks Xtol og andre ascorbinsyre-baserede
            (C-vitamin) fremkaldere. Og sørg for at opsamle alle de
            brugte kemier i solide plastdunke, så de kan afleveres
            til destruktion på Kommunekemi. 
            9. Tænk grønt
            i hverdagen 
            Køb en cykel, der er rigtig mange småture, som man
            nemt kan klares på en cykel. Brug genbrugspapir til dine
            printere og kopimaskine. Brug genopladelige batterier, hvor det
            er muligt - NiMH batterier holder til mellem 500 og 1000 genopladninger,
            og et brugt NiMH batteri belaster ikke miljøet mere end
            et brugt engangsbatteri. Bruger du meget papir, så køb
            det i store pakker og undgå emballagespild. 
            10. Vær en miljøbevidst
            forbruger 
            Stem på miljøet med din pengepung: Spørg
            producenterne af kameraer, elektronik, papir og film om, hvad
            de gør for miljøet - fra fremstilling til genbrug.
            Og vælg dit udstyr efter svaret. 
            11. Pas på dit udstyr 
            Lang levetid er godt for miljøet, så det er godt,
            hvis kameraer og digitalt udstyr holder rigtig længe. Derfor
            tjek produkterne, køb kvalitet og pas godt på udstyret.
            Det koster masser af resurser at fremstille et nyt kamera, computer
            o.s.v. - og et minimum, hvis du holder dit udstyr i topform. 
            12. Vær miljøbevidst
            når du fotograferer 
            Hvis man vil være en grøn fotograf, så handler
            det ikke kun om hvordan man fotograferer, men også hvad
            man fotograferer. Tænk på, hvordan dine fotos kan
            være med til at fremme en bedre udvikling for miljøet. 
            13. Spred budskabet 
            Det er den enkelte som kan gøre den store forskel, og
            hvis der er mange, som af egen drift trækker i den rigtige
            retning, så flytter det meget mere, end hvis politikerne
            laver nogle love. Så fortæl dine venner og kollegaer
            hvordan de også kan blive en grønnere fotograf.
            |